ForsideSamfund og politikManden er stadig husets herre
woman-311692_1280

Manden har vundet og det er din egen skyld, kvinde, for du finder dig i at manden er overhoved, husets herre og patriark i hjemmet og i samfundet. Du tier og viger, hvor du burde sige stop og give dine egen mand og mændene i samfundet modspil. I stedet affinder du dig med, at hans tid anses for vigtigere end din. Derfor servicerer du altid andre ude såvel som hjemme. Derfor tænker du så meget på andres behov. Din værdi er defineret ved at du skal gøre gode gerninger og gøre et godt indtryk – ikke ved din egen værdi som kvinde og menneske.

Mændene bestemmer i parforholdet, fordi de tager ansvar for sig selv og for deres egne behov. De vælger dig til, når du er dem tilpas og vælger dig fra, når du ikke er det. Så bruger de tid på alt andet end dig eller er dig utro. Deres venner og kollegaer ville aldrig fortælle dig noget, hvorimod dine veninder ville blive forargede, hvis du gjorde noget lignende. Prostitutionsbranchen har kronede dage og stamkunden er en mand, som bedrager sin hustru.

Lidt i denne tone – men med modsat fortegn – skrev Asger Neumann, en mandlig parterapeut til mændene i Politiken 28.2.2015 under overskriften ”Kvinden har vundet og det er din egen skyld, mand”. Men har han ret? Mandlige læsere var ikke umiddelbart enige med ham og jeg vil da også her anfægte dette tilbagevendende udsagn i offentligheden om, at kvinden nærmest per definition har hjemmet som en stor magtbastion. Danske kvinder er i meget høj grad udearbejdende, hvilket logisk betyder, at kvinder har tabt meget terræn på hjemmefronten, mens mænd i dag fylder meget mere i familiebilledet sammenlignet med tidligere. Netop i kraft af dette vil jeg hævde, at mandens magt i familien er styrket i dag og at vi oplever en nypatriarkalsk tid, hvor virkeligheden ikke er som det billede, medierne ofte fremstiller.

Der er selvfølgelig parforhold, hvor kvinden styrer med kærlig hånd (forhåbentlig), men tror man at de faderstyrede familier blot er fortid, er det et meget poleret virkelighedsbillede, man har. Den tvang, mænd i dag typisk udøver, er ofte indirekte og består i at undlade at gøre ting eller undlade at være med til at betale for ting, hvorefter kvinden, fordi hun bærer hovedansvaret for dagligdagen og børnene, presses til at bruge egen tid og egne penge i urimelig grad.

Den økonomiske magt er ofte er hos manden, som da også kommer ud af de fleste skilsmisser som den økonomiske vinder og som den, der har det bedste fundament for at stifte ny familie, hvilket mange mænd gør i kraft af at mandens reproduktive periode er betydeligt længere end kvindens. Mens kvinden typisk har brugt penge på familiens forbrug og velfærd, har manden sat sine penge i opsparing til sin egen pension og i fast ejendom. Hvis han har holdt forældreorlov, har det som regel været med fuld løn og pensionsopsparing, mens kvinden har taget de ubetalte uger og de uger, som kun giver dagpengedækning.

Engang kunne manden ikke andet end arbejde sig op og arbejde hårdt, hvis han ønskede at stifte familie. Ellers var han henvist til et job som daglejer eller lignende og boede på et værelse, som han måske skulle dele med andre mænd. Men samfundet og vilkårene mellem kønnene har ændret sig radikalt.

Op gennem 1960’erne kom et stigende antal kvinder ud på arbejdsmarkedet. P-pillen trak frygten ud af sex. Playboy og film som James Bond dyrkede den uansvarlige manderolle, hvor kvinden ikke længere er en som manden skal beskytte og forsørge og være trofast overfor, men et forbrugsgode, som kan udskiftes uden dårlig samvittighed.

Det har betydet en social revolution og en radikal ændring af magtbalancen i parforholdet. Det må kvinder forstå, men ikke acceptere, for kravene til kvinder er blevet urimelige, mens man har belært kvinderne om, at de ikke har ret til at stille nogen krav til mændene.

Mange mænd bliver utilfredse, hvis kvinder ikke tager andel i forsørgelsen af familien – at kvinder tager sig af hjemmet og familien er ikke længere nok. Kvinder forventes at klare et fuldtidsarbejde samtidig med at der stilles flere krav som pige, kvinde, hustru og mor end tidligere. Bliver kvinder trætte og udslidte med årene, vælger mændene bare en yngre model – måske fra udlandet – og lader samfundet understøtte mor og barn, hvis de da ikke tager børnene med sig imens de påberåber sig ligestilling og fremstiller kvinderne som dem, der er skyld i familiernes opløsning.woman-311692_1280

Mændenes udfordring bliver at give plads og erkende, at de ikke altid kan få det, som de ønsker. De skal sammen med os blive gode til at forhandle uden at manipulere og nedtromle andre, så kvinden kan blive lige så lykkelig i parforholdet som undersøgelser viser, at manden er.

Sorry but your country is blacklisted due to high spam amount!
You are not allowed to post any comments!