ForsideFamiliepolitikKvinden køber barnets – og ofte også mandens – tøj

At købe tøj til familien er en opgave, som ofte påhviler kvinden i familien. Ikke alene skal hun kende alle skrevne og uskrevne regler vedrørende sin egen påklædning. Rammer hun bare en lille smule forkert, kan det være at hun er for ”nedringet”, for ”slutty”, for ”udfordrende”, for ”billig”, for ”damet”, for ”kickset” eller hvad, der nu måtte være i vejen.  Men hun skal også kende tøjønsker og –størrelser hos børnene og ægtefælle/kæreste. Samt deres skonumre.

”En ny undersøgelse lavet af Trendsales slår fast, at det stadig er kvinderne, der står for garderoberne. Kvinderne køber tøj til dem selv, til børnene og til deres mænd.

Selvom tendensen er stærkest blandt de ældste danskere, så har over en fjerdedel af kvinderne i tyverne og trediverne stadig indkøbt over halvdelen af mændenes garderober. Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af alle kvinder har købt mindst en fjerdel af deres mænds tøj.”

Kilde: DR.dk, 7. nov. 2011, Martin Kiil Poulsen

Læg så hertil, at mange unge mænd lader deres mor indkøbe store dele af deres tøj. Fra blandt andet reklamerne lærer de fra barnsben, at shopping er for piger. Denne kulturelle påvirkning er meget stærk. Intet tyder derfor på, at de yngre generationer vil bryde mønsteret. Tendensen går nærmere i den modsatte retning, fordi kulturen lægger meget vægt på at give drenge og mænd en maskulin selvforståelse ligesom det pigede dyrkes meget hos pigerne.  De unge er således mere kønsbevidste og måske kønsfikserede end tidligere generationer.

77 procent af danske børn har i dag tøj på, der er indkøbt af deres mor. Fædrene står til sammenligning kun for tøjindkøb til én enkelt procent af danske børn.

Et fåtal af familier deler opgaven med tøjindkøb til børnene ligeligt, mens 15 procent lader børnene selv stå for nye klæder til garderoben”

Kilde: DR.dk, Martin Kiil Poulsen

I kroner og ører betyder det, at danske kvinder i gennemsnit bruger 1.080 kroner på tøj til dem selv om måneden, mens der bruges 850 kroner på den gennemsnitlige mand og 890 kroner på hvert barn.”

Kilde: DR.dk, Martin Kiil Poulsen

Her er der kun refereret til en enkelt kilde, men andre undersøgelser bekræfter tendensen.

I reklamernes verden er kvinden ofte den, som forventes at forsyne hele familien med tøj og sko og andre fornødenheder. Hvis hun kun køber til sig selv, er der en hævet pegefinger. Derfor er der flere reklamer, som mobber kvinder, som fremstilles som lidt for glade for at købe sko og andre ting til sig selv og spiser manden eller børnene af med en billigere ting.

Manden er så ”sjov” fordi han er den, som bliver ”snydt”. Han forventes ikke selv at klare indkøb af tøj og sko hverken til sig selv eller til børnene. Og kvinden er ”sjov,” fordi hun bekræfter billedet af den shoppinglystne men lidt tankeløse kvinde, som er mere i sine sansers vold end styret af sit pligtopfyldende overjeg. Man morer sig over hende, kan til en vis grad godt lide hende for hendes menneskelige ufuldkommenhed men løfter også den moralske pegefinger,  for at holde hende fast på det ansvar, man mener er hendes.

Kvinden selv forventes ikke at modtage sine fornødenheder fra fx manden, men forventes selv at købe til sig selv. Derfor er de gaver, som de handlende foreslår til Mors dag ofte fx blomster og chokolade, men ikke ting som kræver egentlig indsigt i hvad hun har brug for af fx tøj eller skønhedsprodukter. Der er således ikke mange reklamer for tøj. Helt anderledes til Fars dag, hvor tøjforretningerne er ude med særlige reklamer med forslag til diverse stykker tøj i alle prisklasser, som farmand kunne tænkes at mangle.

Rollefordelingen er ganske klar – i reklamerne såvel som i virkeligheden.

Sorry but your country is blacklisted due to high spam amount!
You are not allowed to post any comments!