ForsideKvinder og MændFeminismeHvad er Liberal Feminisme?

Eller hvad er det at være feministisk liberal? Her er nogle bud:

Liberalismen anerkender individets selvbestemmelsesret og fravælger statsindblanding i borgerens og individets personlige anliggender, herunder hvordan man vælger at indrette sig i livet, familieforhold, børneopdragelse osv.

Frihedens grænse er, hvor man begrænser andres frihed og rimelige rettigheder. Her er det fællesskabets ret at opstille regler og love forudsat at individets grundlæggende rettigheder fortsat overholdes. I modsat fald er det flertalsdiktatur eller demokratur, hvor flertallet overskrider rimelighedens grænser overfor et menneske eller en gruppe af mennesker.

Flertalsdiktatur, “demokratur” og den “frie” presse

Flertalsdiktatur og demokratur udøves i vort samfund ofte med pressens hjælp. Som et eksempel kan nævnes en sag for nogle år siden, hvor en mor – helt efter bogen – ville bortadoptere sin lille pige. Plejeforældrene hævdede overfor pressen, at barnets bedste var at blive hos dem. Det lykkedes at få noget nær en folkebevægelse til at støtte op om plejeforældrene. Det fik barnets kommende adoptivforældre til at trække sig. Plejeforældrene fik lov at beholde pigen. Senere viste det sig, at pigen ikke havde det godt hos plejeforældrene og at kommunen måtte gribe ind og fjerne hende fra hjemmet. Denne historie kom bare aldrig frem, for derved ville pressen jo have tabt ansigt.

Flertalsdiktatur er, som navnet siger, en forvanskning af demokratiet. Det handler om at tryne nogen og lukke munden på dem, der eventuelt vil forsvare den, man vil have ned med nakken. Den slags har vi meget af i Danmark. Desværre. Og det er meget uliberalt. Men sjovt nok er det den frie presse, som liberalismen hylder, som bedriver denne personundertrykkende form for pøbelvælde.

Fri presse sikrer ikke alsidighed i sig selv

Dette viser, at en liberalisme uden moral og etik, ikke fungerer. Bliver pressens frihed for stor, vil den undergrave friheden i samfundet. Den burde være underlagt strengere regler, så alt blev belyst fra flere sider.

Denne balance er helt forsvundet. Måden nyhedsindslag er bygget op på, handler om at vise indslag på indslag, som alle underbygger det udsagn, som man vil sige. Faktorer, som kunne pege i modsat retning, udelades. Budskabet bliver entydigt og propagandistisk og konklusionen er allerede draget af journalisten og dennes redaktør.

Man lader det ikke være op til folk selv, at drage deres slutninger. Man vil bestemme for dem, hvad de skal mene. Samtidigt som vi altså selv har en så ensidig nyhedsformidling, kan samme journaliststand gøre sig morsom over Nordkorea, selv om forskellen nok er knap så stor, som de selv tror.

Set i et kønsperspektiv er det klart, at den manglende alsidighedskultur kombineret med underrepræsentation af kvinder er med til at forvride beskrivelserne af de to køn og dermed påvirker i en bestemt retning, som man bør være kritisk overfor – også som liberal feminist.

Liberal feminisme

Nå, men tilbage til spørgsmålet om, hvad liberal feminisme egentlig er.

For mig at se handler det om at have øje for kvindens situation i samfundet med et frihedsperspektiv for øje. Hvis kvinder på grund af kønnet mister rettigheder eller adgang til goder og udfoldelsesmuligheder, er det et problem fra en liberal synsvinkel, da alle borgere jo skal have lige rettigheder.

Spørgsmålet er så, om samfundet også skal udjævne forskelle forårsaget af borgernes egne personlige valg. Kvinder vil jo ofte, som gruppe betragtet, træffe nogle valg, hvor familielivet og børnene får lov at tage mere af døgnets 24 timer end mænd gør, som gruppe betragtet.

Det synes jeg samfundet skal – til en vis grad. Men det er forkert at se kvinder som ofre, blot fordi de yder mere ubetalt arbejde i hjemmet, holder mere barsel og opsparer mindre til pension som følge af at indsatsen på arbejdsmarkedet er tilsvarende mindre.

Der sker jo i familierne en omfordeling, hvor mandens ofte højere indtægt kommer hele familien til gode. Ved at man bor sammen og hjælpes ad med børnene, får kvinderne meget mere end gevinsten, de kunne få ved at tjene og opspare præcis det samme som manden.

For statsfeminismen er dette et problem. De peger på denne gruppe af kvinder og fortæller dem, at de vil blive snydt i den sidste ende, hvis ikke de fra starten lader deres mænd stå for halvdelen af husarbejdet og børnepasningen.

Statsfeminismen finder, at dette er så vigtigt, at de vil diktere, hvor mange uger forældrene hver især skal være på barsel. Det er ikke nok for dem, at manden er hjemme ved moderen og det lille barn og støtte op om dem i et par uger. Nej, deres kongstanke er, at faderen helt skal stå for pasningen af barnet alene og at moderen skal adskilles fra barnet på dette tidlige tidspunkt af barnets liv ved at man ganske enkelt inddrager noget barselsorlov, som så gives eksklusivt og øremærket til faderen.

Men fra et liberalt standpunkt er dette ikke i orden, men udtryk for, at staten går for vidt i forhold til borgerne. Man tager frihed fra individerne og giver til staten ud fra en statsfeministisk ideologi, som ud fra et lighedsideal sparker med træskostøvler sådan som det er set før, når andre for enhver pris skal påtvinges andres tro eller ideer.

Alan Klæbel Weisdorf, cand. scient. pol., Ph. D, har i Berlingske den 5. marts 2012 skrevet en glimrende artikel, som giver et godt bud på hvad liberal feminisme egentlig er. Han mener at liberal feminisme anerkender individet samtidig som den også anerkender kulturens afgørende betydning for, hvordan mandighed og kvindelighed opfattes og behandles. Derfor er det en opgave for den liberale feminisme at kritisere kulturen, hvilket dog afvises af hvad han kalder de kønskonservative.

Sorry but your country is blacklisted due to high spam amount!
You are not allowed to post any comments!