ForsideFamiliepolitikBørnFamiliepolitik

Selv om de naturlige familiebånd er stærke, er det ikke det samme som, at de kan hvile i sig selv uden at samfundet støtter disse bånd. Tværtimod bør samfundet netop prioritere disse bånd højere end andre relationer, som kan undergrave barnets og familiens tryghed.

Formålet skal først og fremmest være at beskytte barnet. Det gør man ved at beskytte relationen imellem barnet og dets biologiske forældre og relationen imellem dem. Barnet skal sikres sin arveret, ret til at det er dets egne forældre der varetager dets interesser og tager sig af det og at forældrene har bedst mulige rammer for dette hvad enten de er gift eller lever på anden vis.

Den biologiske relation er stærk, men også sårbar, idet svigt imellem nært beslægtede rammer dybere end i andre relationer.

Et barn, som afvises af sin egen mor, kan næsten dø indeni, hvilket selvfølgelig ikke er bedre, hvis barnet ingen mor har og det er erstatningsmoderen, som svigter. Et sådant barn er også meget alene.

Men tabet af selvværd vil jeg tro er størst, hvis man end ikke kan opnå sin egen mors kærlighed. Men også tabet af en erstatningsmors kærlighed vil være ubærligt, idet forældre jo ikke kan erstattes.

Jo ældre barnet er, desto mere daler interessen for at blive forældre til et sådant barn. Nyfødte babyer vil mange, der ikke selv kan få børn, gerne eje, men overtage større børn er der knap så mange, der vil. Et barn mister så at sige værdi som objekt for voksne, jo ældre det bliver. Det lyder råt, for der er råt. Ønsket om at få et barn er ikke et altruistisk ønske.

Forholdet barn – forældre er ulige, idet barnet kun har de samme biologiske forældre, hvorimod forældre både kan skifte partner og få flere børn. Barnet er fra fødslen i et dybt afhængighedsforhold til sine forældre.

Barnet har stærkt brug for sine biologiske forældre og viser naturligt disse forældre en kærlighed og hengivenhed, som er eksklusiv, dvs. barnet skelner skarpt imellem egne rigtige forældre og alle andre forældrefigurer. Denne naturlige adfærd er med til at fastholde båndet imellem barn og forældre, hvilket historisk/evolutionsmæssigt har sikret barnets overlevelse.

Men selvfølgelig kan barnet lære en anden adfærd og i nogle tilfælde give en stedforælder/adoptionsforælder en kærlighed, der svarer til hvad en biologisk forælder ville have fået. Men det er ikke sikkert, at det sker. Og det kan være smerteligt for barn såvel som voksen, når det ikke lykkes.

Forældre føler for det meste naturligt, at forældreskabet til netop deres eget barn er noget meget stort. Det ligger dybt i os, at vi skal være parate til at ofre noget af os selv for vores børn og sætte deres velfærd i første række.

Biologiske forældre føler ofte denne forpligtelse af sig selv som noget selvfølgeligt og har lettere ved at føle tilfredshed og glæde ved de ofre, man gør for et barn end andre, som måtte engagere sig i barnet.

Disse vil oftere være mere kritiske overfor barnet, kan have svært ved at få den rigtige tilknytning og moder/faderfølelse og føler i mindre grad, at dette at tage sig af barnet bærer lønnen i sig selv.

De vil have tendens til at føle behov for at få anerkendelse for deres “velgerning” og forvente taknemmelighed fra barnet. Føler de, at de får for lidt tilbage, kan de ubevidst straffe barnet, som instinktivt vil mærke deres manglende accept med tab af selvværd til følge.

Dette er problemet for mange adopterede børn, som kan have det meget vanskeligt både i barndommen og som voksne til trods for, at kravene til adoptivfamilier altid har været høje.

Sorry but your country is blacklisted due to high spam amount!
You are not allowed to post any comments!