ForsideKriminalitetVoldAt kalde jalousi- og æresdrab for ”familietragedier” er at håne ofrene

I går viste TV2 udsendelsen: ”De syv drab – æresdrabet i Slagelse” (1:7). Jeg fulgte desværre kun udsendelsen lidt sporadisk, ligesom jeg heller ikke er specielt indsat i den pågældende drabssag, hvor en herboende pakistansk familie blev dømt for mordet på den unge datter Ghazala Khan, som havde påkaldt sig faderens og familiens vrede ved at vælge en mand, som familien ikke ville godkende.

Faderen skulle ifølge udsendelsen have udtalt, at der ikke var nogen vej tilbage, underforstået pigen skulle dræbes, da han erfarede, at hun havde sovet i samme seng som sin kæreste imens parret skjulte sig og var på flugt fra pigens familie.

Dermed ligner motivet jalousi – dvs. at faderen såres over at datteren elsker en anden mand end faderen, hvorved han føler sine følelser for hende krænket. Dette vil han hævne ved at dræbe hende og hendes elskede.

Han ønsker ikke at fortsætte med at elske hende og glæde sig over hendes lykke, da han elsker sig selv langt højere og ikke ønsker at bære nogen følelse af krænkelse i sig for hendes skyld. Denne følelse vil han af med, hvilket han kommer ved at eliminere datteren.

Han får afløb for sine frustrationer, sit had og sin foragt for hende ved at hun dræbes.  Såfremt familie, omgangskreds og samfundet viser ham forståelse efterfølgende, vil det tilfredsstille hans æresfølelse.

Æresdrab begås for at manifestere nogens ret til at føle sig krænket over andres væremåde, adfærd og handlinger vedrørende deres eget liv af personer, som selv har følelsesmæssige eller familiemæssige relationer til den forurettede.

 Det ses som ærefuldt at straffe/dræbe personen, idet man mener personen selv bærer skylden ved sin væremåde og adfærd. Samme logik ligger til grund for andre former for æresrelateret magtudøvelse og straf.

Jo mere samfundet accepterer sådanne handlinger, desto flere sådanne handlinger vil der forekomme.  At samfundet straffer forbrydelserne er ikke nok.

Samfundet skal også moralsk fordømme æresdrab, jalousidrab og æresrelaterede forbrydelser således at offerets ære forsvares.

Vi har en forpligtelse til at rense offeret for skyld. Den, som hjælper forbryderen ved at tale pænt om denne efter begået forbrydelse, er med til at forstærke forbrydelsens virkning imod offeret.  Det gælder også den, som kommer med udtalelser som: ”Det kan jo slå klik for enhver” eller ”Vi kan alle blive drabsmanden, der slår vores børn ihjel.” (Psykolog Richart Thomas Lionheart i BT 4.2.2010 om familiefaderen, som knivdræbte sine to børn sidste fredag i Køge – formentlig for at straffe hustruen, han skal skilles fra)

Nej, vi kan ikke ALLE finde på at dræbe børn! Det kræver en helt særegen ondskab at gøre noget sådant. Det er alles ansvar at bekæmpe de tanker, som fører til sådanne handlinger. Det gøres ved at FORDØMME – ikke ved at udtrykke forståelse og sympati med morderen, da dette er at ville normalisere morderisk adfærd, hvilket er abnormt.

Når mænd dræber kvinder og /eller sig selv og børnene, fordi kvinden vil skilles, bør det også ses som æresdrab. Formålet er at straffe kvinden og ramme hende på den hårdest tænkelige måde –  at miste sine børn, påføres skyld for mandens selvmord, blive påført fysisk skade, blive dræbt samt blive påført skam og skyld over disse handlinger, herunder at være en dårlig mor og kvinde.

Børnene ses ikke som mennesker, der er værd at værne om, men som objekter, midler til at nå et ondt mål. Forældre, som bevidst gør børn fortræd, er ultimativt dårlige forældre uanset hvordan de fremstod inden deres ugerning. Det er på denne, de skal dømmes, for da har de jo vist, hvad der var vigstigst for dem og det var ikke børnene.

Manden går efter at vinde ære til sig selv samt fratage kvinden enhver ære. Hans mål er omgivelsernes sympati samt at omgivelserne vil fordømme kvinden, så han kan vinde over hende på denne måde.

Når hun forlader ham ud fra sin egen frie vilje føler han sin ære krænket og at hun har vundet over ham. Dette skyldes at han ikke ser kvinden som berettiget til at have en sådan fri vilje og handle herudfra. Det føles som tab af ære at tabe til en, som man anser for underlegen eller underlagt ens egen vilje og magt.

Den megen medfølelse, samfundet viser sådanne mænd, beror på at man tillægger kvinden en del af skylden for hans handling.

Alt for ofte oplever vi naboer til drabsmænd fortælle at personen var så og så vellidt og populær. Fx har en nabo til den mand i Køge, som knivdræbte og kvalte sine to børn på otte og 12 år i sidste uge, omtalt manden på denne måde.

BT hyldede ham i en artikel i går, hvilket viser, at danskerne ikke er et klap bedre angående æresdrab end alle mulige andre.

Det interessante er, at den samme mand i en anden situation, sandsynligvis uden at betænke sig, ville sætte livet på spil og måske endda miste dette i et forsøg på at redde de børn, som han formentlig har sat højere end noget andet i sit liv.” Richart Thomas Lionhart, BT, 4.2.2010. 

Således digtes der løs om en dobbelt barnemorder og han fremstilles som en helt, hvad han jo beviseligt ikke er! Grotesk – ikke sandt?

Kvinden, som ville skilles fra manden, rammes dobbelt, når hendes børns drabsmand mødes med så stor forståelse. Dermed gøres hun til syndebuk for hans handling.

Hvem mon det var manden ville skade, da han slog børnene ihjel?

o – o – o – o – o – o

Se også:

Danske mænd begår æresdrab

Æresdrab bagatelliseres som værende en “familietragedie” – i Pakistan

Veninde til dræbt kvinde: Det var ikke æresdrab

såvel som i Danmark:

Politiet vil mørklægge familietragedie

Mere om “familietragedien” i Køge:
To børn dræbt i familietragedie
Myrdet af far dagen før sin fødselsdag
Mor fandt sine børn døde

Kvalte og knivdræbte sine egne børn

Sorry but your country is blacklisted due to high spam amount!
You are not allowed to post any comments!